mandag, juli 31, 2006

Boltaña

Sidste weekend (den 21 til 23 juli) var jeg med nogle af mine kolleger oppe i Pyrenæerne. Miguel kommer oppe fra en lille hyggelig by der hedder Boltaña, og der var fokefestival denne weekend. Ikke fordi musikken var noget særlig kendt, men ikke desto mindre yderst udmærket. Dette var jo en kærkommen lejlighed til at tage en tur derop, komme lidt væk fra varmen i Zaragoza og få lidt frisk bjergluft.
Boltaña ligger på en bjergtop (vist 650 meter over havet), og det gav nogle gode benmuskler når vi skulle op på byens torv, hvor musikken spillede. Især den gamle del af byen var rigtig rigtig hyggelig. Små smalle gader og gamle huse. Helt som man forestiller sig en gammel Spansk landsby. Det var rent glansbillede. Især da forskellige instrumentmagere udstillede deres håndbyggede kunstværker inde i forskellige huse. På den måde kom man også via en mærket rute lidt rundt i gaderne, og så nogle af de gamle huse lidt indefra. Det var gennemført.
Det var helt igennem en god weekend. Vi boede i Miguels søsters helt nye og store lejlighed. Den var så ny at hun ikke rigtig var flyttet ind, og der var ikke møbler. Men hvad betyder det? Da vi kom fredag aften, kunne vi da sagtens sidde på gulvet i rundkreds og spise.
Der er et eller andet system, hvor den spanske stat giver tilskud til nybyggeri, og unge kan blive skrevet op til disse lejligheder. De bliver solgt via et ”lotteri”, til fordelagtige priser. En måde at give unge mennesker en mulighed for at komme ind på et ellers meget dyrt boligmarked. Det er ikke ungdomsboliger som vi kender det fra Danmark, for det er ejerlejligheder. Jeg har ikke helt forstået konceptet til bunds, men det betyder at der kun bor forholdsvis unge mennesker i hele byggeriet. Vel tro de fleste var midt eller sidst i tyverne. Men i rigtig store fede lejligheder.
Anyway, med så mange unge, ja så kom der også en del forbi og lige sagde hej, og eventuelt drak en øl. Det var lidt stemning ligesom der er ved kollegielejligheder.
Det var den helt rigtige weekend at se Boltaña, for på grund af festivalen var alle bysbørnene, samt det løse (mig!) hjemme i byen. Det var lidt underligt at stå oppe på torvet i en lille spansk bjerg landsby, nyde lidt musik og en fadøl, og der så kommer en fyr og prikker mig på skulderen og siger hej. Godt nok kan han nærmest ikke noget engelsk, og så godt er mit spanske jo heller ikke. Men vi kunne godt snakke en øls tid om den lørdag hvor vi var til Capea (amatørtyrefægtning), og en tur ude og spise, samt i byen, bagefter. Så er man måske flyttet rigtigt til Spanien…
Der var faktisk en del folk som jeg havde mødt før, og der blev også lige banket en meget meget fin fest sammen lørdag aften. Meget spontant, men meget gennemført. Det er ingen problem…


Selvom der var en del fest og live musik over weekenden, fik vi da også set hvad der var at se i Boltaña. Lørdag fik vi frokost på det lokale spisested, men tog kaffen på det veldigt fine hotel / kursted / restaurant. En eller anden gammel bygning (slot!) som for nyligt var blevet sat totalt i stand. Zaragozas fodboldhelte var der på træningslejer, så dem så vi de fleste af. Ikke jeg lige kunne genkende dem, ud over at det gav et hint at de kom i træningstøj og Zaragozas fodboldtrøjer. ;-)
Sidst på eftermiddagen var nede og bade i floden som løber lige forbi byen. Det var ret lækkert at blive kølet lidt af, og vandet dejlig rent.
Søndag var bød Miguels mor på en god solid frokost. Rigtig god mad, og derefter almindelig søndagsafslapning på sofaen med kaffe og lidt fjernsyn. Ikke så meget anderledes end hvad kunne foregå en søndag i Danmark. Lidt skulle der jo også ske, så vi gik op på pladsen og hørte lidt musik. Vi gik også helt op på toppen af bjerget, hvor der ligger en lille kirke samt ruinen af Castillo de Boltaña. Der var ganske god udsigt deroppe fra. Men det kan ses på nogle af billederne. Helt igennem en rigtig god weekend, i godt selskab.

Kirken på toppen. Det var turen vær'...

Og lige et billede op mod byen...